Udenlandsk arbejdskraft Landbruget mangler arbejdskraft. Der er ganske få EU-borgere at få, men firkantede regler og lange sagsbehandlingstider gør det særdeles vanskeligt at ansætte folk fra lande udenfor EU. Derfor efterlyser landboforeningen Agri Nord lempeligere regler på området. Næstformand i Agri Nord, Henrik Dalgaard Christensen, har rettet henvendelse til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg for at få bedre jobmuligheder for ikke-EU-borgere i dansk landbrug. Det er for øjeblikket et alvorligt problem for landmændene at skaffe arbejdskraft. Der er få danskere eller andre EU-borgere, der ønsker job i landbruget, og de borgere fra lande udenfor EU, der gerne vil, har meget svært ved at få arbejde i Danmark. Det skyldes reglerne på området.